Maj 1945. Amanda er tilbage på hotellet med sin datter, og snart kommer både personale og stamgæster. Blandt andre fru Fjeldsø og hendes svenske barnebarn.

Fru Fjeldsø prøver at holde Sarah væk fra hr. Weyse, og fru Frigh får en beundrer. Ditmar er tilbage, og så giver et livstegn fra fru Knudsen Amanda håb.

Helene Weyse er træt af sin mands optagethed af Sarah og inviterer fru Frigh på en udflugt med overraskelser. Ægteparret Molin gør deres entré på hotellet.

Weyse er fortvivlet over at være blevet lagt på is af sin datter, mens Helene får endnu en invitation til Skagen. Langt om længe får Amanda nyt fra Tyskland.

Meget skal nås, før gæsterne kan rejse hjem. Weyses udtalelse vækker opsigt, og Amanda venter utålmodigt på nyt. Ditmar er klar til at tale redaktør Bruuns sag.

Sommeren 1946. Gæster og ansatte er tilbage på hotellet. Madsen møder en hovedrig dansk-amerikaner og øjner straks chancen for gevinst. Weyse lokkes i en fælde.

Madsen kommer tilbage med Seerup fast besluttet på at holde på den rige dansk-amerikaner længe nok til at lande en aftale. Helene går i gang med sin brevkasse.

Otilia forsøger at få Aurland væk fra den dystre læsning, og Kitty får Weyse op i det røde felt. Og så afsløres den bedst bevarede hemmelighed på hotellet.

Madsen venter besøg af Seerup og hans fornemme hustru. Fru Frigh og fru Madsen hjælper fru Weyse med brevkassen, og så flytter en gæst fra fortiden ind.

Amanda presses af hotellets leverandører, og Weyse bliver rykket for en plan, han har glemt alt om. Og så kommer fru Ellinor Seerup galt afsted.

Amanda er nødt til at opgive hotellet, hvis hun og Frida skal have en fremtid med Uwe. Weyse har givet teatret et chok, og Madsen får sin aftale med Seerup.

Seerup vil bevare hotellet, som det er, men han har glemt noget. Madsen og Weyse får et tilbud fra Ødegaard Andersen, og Otilia modtager et brev fra sin præst.

Ellinor Seerups hotelplaner griber om sig, og alle retter vreden mod Madsen. Weyse frygter fiasko og prøver at komme ud af aftalen med teatret.

Hotellet er overtaget af fremmede, der vil lave det helt om. Er det et tegn på, at en epoke er slut, eller skal man gøre et sidste forsøg på at redde stedet?