Hvis du elsker både historie og drama, så er dramaserien ‘Sygeplejeskolen’ lige noget for dig. Serien er en dansk dramaserie, der foregår i Danmark efter 2. verdenskrig. Efter krigen var der en stor mangel på sygeplejersker, og derfor prøvede man på forsøgsbasis at optage mænd på sygeplejeskolen - og det er netop dette serien handler om.
‘Sygeplejeskolen’ er en fiktiv serie, der følger det fiktive hospital Fredenslund Sygehus, men serien er inspireret af tiden efter 2. verdenskrig, hvor Danmarks sygehuse led under mangel af sygeplejersker. Derfor indledte Rigshospitalet netop et forsøg, hvor de optog mænd på sygeplejerskeuddannelsen.
I serien møder du Erik (Morten Hee Andersen), Anna (Molly Blixt Egelind) og deres medstuderende. De mandlige karakterer i serien kæmper med fordomme om mandlige sygeplejersker, der på dette tidspunkt var næsten uhørt. ‘Sygeplejeskolen’ havde premiere 21. oktober 2018 og består af flere sæsoner. Serien er perfekt til dig, der elsker både drama og historie krydret med lidt spænding og intriger.