I et nyt stort quizshow dyster 64 deltagere i en intens kamp om viden, taktik og hurtige beslutninger. I ‘FELTET - Danmarks største quizkamp’ gælder det om at tænke hurtigt og spille klogt, for kun én spiller kan stå tilbage som vinder af hovedpræmien på hele 250.000 kroner.
Med Lise Rønne som vært er der garanti for både spænding og højt humør, når deltagerne udfordrer hinanden i alt fra fodbold og film til krydsord og cocktails. Det internationale quizformat THE FLOOR har allerede taget verden med storm, og nu er turen kommet til Danmark, hvor det store quizgulv åbner op for masser af spændende quizdueller.
Hver af de 64 deltagere starter med et felt på Danmarks største quizgulv. Med sig har de en quizkategori, som de hver især føler sig hjemme i – alt fra popkultur og sport til postnumre og reality. Men i ‘FELTET’ er det ikke nok at mestre ét emne. Jo større og bredere viden, jo større chance for at gå videre i konkurrencen. Paratviden er dog ikke nok – spillerne skal både være hurtige, tænke strategisk og turde tage chancer.
Gennem intense dueller kæmper spillerne for at udvide deres territorium og overtage modstandernes felter. Hver duel er en kamp mod uret. Deltagerne har 45 sekunder til at svare rigtigt på spørgsmål inden for den valgte kategori, men fejl eller tøven koster dyrebare sekunder. Når tiden løber ud for en spiller, er duellen tabt, og deltageren må forlade ‘FELTET’. Vinderen overtager taberens felt og skal enten dyste igen eller vente på den næste udfordring.
‘FELTET’ er et stort elimineringsløb, og kun de ti bedste når finalen, hvor hovedpræmien på 250.000 kroner er på spil. I ‘FELTET’ er viden en fordel, men det er mod, strategi og hurtige beslutninger, der afgør, hvem der står tilbage som vinder.
Når deltagerne i ‘FELTET’ dyster i alt fra hip hop og film til kæledyr og Harry Potter, får du chancen for at teste din egen paratviden, for du behøver nemlig ikke at stå på quizgulvet for at gætte med. Kan du svare hurtigere end deltagere? Og hvor stærk ville du være i en nervepirrende duel?
Hver duel er et kapløb mod tiden, hvor spillerne skal svare hurtigt og præcist. Mens de kæmper for at erobre felter, kan du sidde klar hjemme i sofaen og se, om du kan svare hurtigere end dem. Måske opdager du, at du selv har et skjult quiz-talent, eller måske finder du ud af, hvilke kategorier der ville være din største udfordring?
Du kan streame ‘FELTET’, uanset hvilken TV 2 Play-pakke du har – enten Basis, Favorit eller Favorit + Sport. Se med, når det passer dig, og gæt med hjemme fra sofaen, mens deltagerne kæmper om felterne på Danmarks største quizgulv.