Uden undtagelse synger alle de syv sure mænd med på den sang, der beskylder den danske folkeskole for at være helt ude i hampen. Lærerne er nogle uduelige rundbordspædagoger, der er ingen disciplin, og eleverne kan hverken regne eller skrive. De holdninger kommer på en kraftig prøve, når de syv sure mænd igen havner på skolebænken i en 9. klasse, hvor både bærbare computere, gruppearbejde og en venskabelig omgangstone mellem lærere og elever præger hverdagen. Og det hele ender naturligvis ved det svedfremkaldende grønne eksamensbord.